Indkøb af stof
Før stoffet indkøbes og klippes bør der tages højde for om stoffet krymper meget
ved vask.
Krymp kan afhjælpes på 2 måder:
1. Stoffet vaskes før syning.
2. Gardinet sys med et krympelæg. Ofte en 2 x 2 cm læg der sys lige under rynkebåndet, for så at blive sprættet op første gang gardinet skal vaskes.
Klargøring og ophængning
1. Bind snorene i begge ender af rynkebåndet sammen med en kunde.
2. Hægter isættes. Brug altid lige antal hægter.
Rynkebånd og regisbånd hægtes i hver 8.lomme. 3-lægs bånd skal have en hægte på hver side af læggen.
3. Gardinet rynkes til lidt over halvdelen af stangens bredde. Overskydende snor rulles op og bindes.
4. Gardinet hænges op og stoffet mellem hver hægte trækkes skiftevis frem og skubbes tilbage. Dette hjælper til at gardinet nu kan foldes som en harmonika i hele højden.
5. Afslut med at sætte bånd om det foldede gardin og lad det hænge sådan i mindst 8 dage.
God fornøjelse! Har du spørgsmål er du altid velkommen i butikken, til en snak om gardiner.
Mønster rapport
Har man valgt et mønstret stof til gardin, opnås det pæneste resultat, hvis stoffet klippes og sys så det passer i rapporten. Hvilket vil sige at hver enkelt bane af gardinet begynder ens i toppen. De fleste rapporter er ca. 62-65 cm.
Eksempel:
Der skal sys 1 fag gardiner, som skal passe i mønster.
Gardinet skal være 155 cm i færdig højde.
Hertil lægges 25 cm til syning.
I alt skal der bruges 180 cm stof.
Der er valgt et stykke stof som har en rapport på 63 cm. Rapporten lægges sammen til man når det ønskede antal cm. (63+63+63 = 189 cm).
Ofte vil der være en del stofspild, men det færdige resultat er pænest når gardinet passer i mønster.
Opmåling
Til persienne, plissé, lamel, rullegardin og foldegardin opgiv altid de stramme mål.
Murmål: mål fra karm til karm, hvis gardinet skal monteres inde i lysningen.
Karmmål: mål inkl. karm, hvis gardinet skal monteres uden på lysningen.
Bredde x højde
Til gardiner findes bredden ved først at beslutte hvor lang gardinstangen skal være.
Er der tale om et almindelig størrelse vindue, regner man med lysningen + 10 cm på hver side.
Er det et større vinduesparti evt. med en dør, bør stangen gå længere ud på hver side, da der er mere stof som skal trækkes fra. Hvis der allerede er en stang monteret, måles dennes bredde inkl. evt. buk.
Gardinstangen monteres omkring 5 cm over vindueslysningen og herfra måles til gardinets færdige højde.
Under vindueskarm: + 6-8 cm
Til vindueskarm: -1 cm
Til gulv: -2 cm
Stofforbrug
Hvor meget stof der skal bruges i bredden kommer an på hvilken type rynkebånd man vælger.
Men når først bredden på vinduet/stangen er fundet er det blot at følge beregningerne til hver enkelt type (se Typer af rynkebånd).
Med denne beregning findes også frem til hvor mange baner stof der skal bruges til gardinerne.
Stofforbrug i højden er gardinets færdige højde + 20-25 cm stof til ombuk og bundsøm, hvis der er tale om ensfarvet stof.
Ved mønstret stof bruges stadig 20-25 cm stof til syning, men her tages også højde for om banerne skal passe i mønster (se Mønsterrapportforklaring).
Syning
1. Start med at klippe hakker i ægkanten eller klippe den helt af, for at undgå at stoffet trækker sig ved vask.
Er der flere baner som skal sys sammen gøres dette først.
Husk at tilpasse syningen efter mønstret (se Mønsterrapport forklaring).
2. Sidesømme sys (2×2 cm)
3. Toppen af gardinet bukkes om (ca. 2 cm) og rynkebåndet sys på.
4. Læg gardinet fladt på et bord eller på gulvet og mål fra toppen til den færdige højde, som mærkes af og bukkes om i hele gardinets bredde.
HUSK: Skal gardinet sys med krympelæg, skal dette lægges til den færdige højde.
5. Fra den færdige højde måles til sømmen (2×8 cm) og resterende stof klippes af.
6. Bundsømmen sys. Evt. krympelæg sys.
7. Gardinet glattes med strygejernet, dog uden at der stryges på sidesømmene, da disse godt kan strække sig og gøre det svært at få gardinet til at hænge pænt.
8. Gardinet er færdigt.
Typer af rynkebånd
1. Smalt rynkebånd
2. Bredt rynkebånd
3. Store kauser
4. Stopgardin
5. 2 lægs bånd (forbrug: 2 x Gardinstangens bredde)
6. 3 lægs rynkebånd (forbrug: 2,3 x Gardinstangens bredde)
7. Schweitzer læg (forbrug: 2,3 x Gardinstangens bredde)
Sådan findes antal stofbaner:
Stangbredde x 2 (alm. eller regisbånd) : stoffets bredde (f.eks. 140 cm) = antal baner
Typer af stænger
Der findes flere forskellige typer gardinstænger at vælge imellem.
Men overordnet er der 2 modeller.
Glidestang
Til denne type stang, måles den færdige højde fra undersiden af stangen.
Rynkebåndet sys på ca. 2-3 mm fra toppen af stoffet.
Stang med ringe
Til denne type stang, måles gardinets færdige højde fra undersiden af ringen.
Gardinet sys med rynkehoved, hvilket betyder at rynkebåndet sys på 1-1 ½ cm
(eller længden på gardinringens øje) under gardinets top.
Valg af gardin
Det vigtigste at finde frem til før indkøb af stof m.m., er at beslutte hvordan det færdig resultat skal være.
Skal gardinet kunne trækkes for vinduet/døren, er det vigtigt at der købes stof nok i bredden, såvel som i højden.